afremmen

Dutch

Etymology

From af + remmen.

Pronunciation

  • IPA(key): /ˈɑfrɛmə(n)/
  • (file)

Verb

afremmen

  1. (ergative) to slow down

Inflection

Inflection of afremmen (weak, separable)
infinitive afremmen
past singular remde af
past participle afgeremd
infinitive afremmen
gerund afremmen n
verbal noun
main clause subordinate clause
present tense past tense present tense past tense
1st person singular rem af remde af afrem afremde
2nd person sing. (jij) remt af remde af afremt afremde
2nd person sing. (u) remt af remde af afremt afremde
2nd person sing. (gij) remt af remde af afremt afremde
3rd person singular remt af remde af afremt afremde
plural remmen af remden af afremmen afremden
subjunctive sing.1 remme af remde af afremme afremde
subjunctive plur.1 remmen af remden af afremmen afremden
imperative sing. rem af
imperative plur.1 remt af
participles afremmend afgeremd
1) Archaic.

Anagrams

This article is issued from Wiktionary. The text is licensed under Creative Commons - Attribution - Sharealike. Additional terms may apply for the media files.